Da lynet ramte

Det er fredag den 4. november 2016. Jeg arbejder på det tidspunkt som freelancer hjemmefra. Efter at have arbejdet hele formiddagen går jeg ved middagstid ovenpå for at gå på toilettet. Alt er tilsyneladende fint. Lige indtil jeg rejser mig fra toilettet. For lige i det sekund ser jeg pludselig dobbelt, og min balance er fuldstændig forsvundet.

På forunderlig vis lykkes det mig at vaske hænder, bevæge mig ned ad trappen til stuen, videre ud i køkkenet for at hente et glas saftevand og tilbage til stuen, hvor jeg halvvejs lægger mig i sofaen med puder i ryggen og benene oppe.

Jeg har haft travlt med opgaver den seneste tid og kan huske, jeg tænker, at jeg nok har haft for meget om ørerne, så måske jeg lige skal slappe lidt af.

Inden jeg hviler hovedet mod sofapuden, tager jeg en tår af saftevandet. Jeg husker tydeligt, hvor mærkeligt det smager. Som at stikke tungen ud i luften. Smagen er helt forsvundet. Jeg undrer mig, men tænker ikke mere over det lige der. Jeg lukker bare øjnene for lige at tage en pause.

Da jeg åbner øjnene igen, er det blevet mørkt. Jeg kigger på klokken og får noget af et chok. Der er gået syv timer. Syv timer! Godt nok noget af en morfar. Jeg konstaterer derfor, at jeg tydeligvis var mere brugt, end jeg troede, og jeg beslutter mig for at holde fri resten af aftenen. Især fordi jeg stadig ser dobbelt og ingen balance har.

Kira ser ligeså træt ud, som jeg føler mig.

Til trods for at jeg sov syv timer i løbet af dagen, har jeg ingen problemer med at sove om natten.

En klap for øjet

Efter en god nats søvn er balancen blevet en anelse bedre, men jeg ser stadig dobbelt. Jeg har deadline på min opgave om mandagen, og da jeg missede næsten en hel dags arbejde om fredagen, er jeg nødt til at arbejde hele weekenden. Dobbeltsynet er dog et problem, da jeg ikke kan fokusere på computerskærmen.

Nu er jeg en pragmatisk type, der er god til at tænke ud af boksen. Jeg beslutter mig derfor for at sætte en slags klap for mit venstre øje. For så er der ikke længere noget problem.

Med venstre øje tildækket sidder jeg og arbejder det meste af både lørdagen og søndagen. Jeg rejser mig kun, når jeg skal have mad eller på toilettet, og i den forbindelse bliver jeg selvfølgelig mindet om, at der stadig er noget galt, da balancen fortsat er dårlig. Så længe jeg sidder ned og ser på computerskærmen med en klap for venstre øje, virker alt dog fint og normalt. Så jeg arbejder bare derudaf.

Måske du skal kontakte lægen

I løbet af søndagen sms'er jeg med min veninde, som jeg fortæller, hvad der er sket. Måske du skal kontakte lægen, er hendes respons. Indtil da har jeg overhovedet ikke tænkt på at kontakte lægen.

Der går da også straks praktik i den, da jeg stadig mangler at gøre min opgave helt færdig. Jeg forestiller mig også, at der sikkert vil følge en masse ventetid med, hvis jeg ringer til vagtlægen, og det kan jeg ikke lige overskue. Jeg beslutter derfor hurtigt at gøre min opgave færdig og kontakte min egen læge om mandagen.

Min venindes besked får mig dog til at overveje min situation lidt mere, end jeg tidligere har gjort. Som teenager begyndte jeg at få migræneanfald, og kort tid efter mit første anfald havde jeg en samtale med min kusine, som havde fået konstateret sclerose. Det hun fortalte om sine sclerosesymptomer havde en del sammenfald med mine migrænesymptomer, så jeg har siden da tænkt, at jeg måske vil få sclerose på et tidspunkt.

Jeg kommer nu til at tænke på samtalen med min kusine. Jeg googler derfor og finder ud af, at dobbeltsyn og balanceproblemer rent faktisk kan være tegn på sclerose. Jeg tager det dog ikke for alvor ind. Af en eller anden mærkelig grund er det på dette tidspunkt simpelthen ikke gået op for mig, at det, der er sket, kan være alvorligt.

Ventetid hos lægen

Min læge har til huse i et lægehus med seks andre læger, så hurtigt efter min tilknytning erfarer jeg, at det er næsten umuligt at komme igennem til lægen i den ene time om morgenen, hvor der er telefontid. Jeg begynder derfor at skrive til min læge igennem lægehusets emailsystem i stedet for at ringe. Det gør jeg også mandag den 7. november, for så akut er det vel heller ikke med min dårlige balance og dobbeltsyn, der nu begge er knap så slemme som om fredagen.

Lægen svarer hurtigere end normalt, men hun har altså ikke tid til at se mig før om tirsdagen. Fint nok. Min opgave er afleveret, så jeg bruger mandagen på at slappe af, og jeg føler faktisk, at jeg får det bedre i løbet af dagen.

Tirsdag morgen har jeg det klart bedre. Balancen virker god igen og dobbeltsynet er umiddelbart forsvundet. Jeg beslutter mig derfor for at tage toget til lægen, som jeg plejer.

Jeg skal gå i ca. 10 min for at komme til stationen, tage toget til næste station og så gå endnu ca. 10 min for at komme fra stationen til lægen. Allerede på vejen hjemmefra til stationen opdager jeg, at jeg trækker til højre, så jeg forsøger at koncentrere mig for at gå så lige som muligt. Jeg har ikke lyst til at vække opsigt. Jeg når da også frem til lægen uden de store problemer.

Det her er åbenbart alvorligt

Lægen er tydeligvis bekymret over min fortælling. Hun ringer derfor til neurologisk bagvagt, og det bliver hurtigt besluttet, at jeg skal tjekkes nærmere på hospitalet. Da min læge mener, at der er en stor chance for, at jeg vil blive indlagt, får jeg lov til at tage hjem, før jeg bliver hentet og kørt til hospitalet. Derved har jeg mulighed for lige at samle nogle ting sammen i tilfælde af, at de vil beholde mig.

Turen går derfor hjem igen, og jeg må atter koncentrere mig om at gå lige. Jeg kommer dog godt hjem og får hurtigt samlet nogle ting sammen. Jeg får givet mine katte godt med mad og drikke, og jeg når endda også at rydde en smule op i tilfælde af, at der bliver brug for kattepassere.

Ved middagstid bliver jeg hentet af en sygetransport og kørt til hospitalet spændt på at finde ud af, hvad der er galt med mig. Det kommer dog til at tage mere end seks timer, før jeg får svar på det. Først skal jeg nemlig igennem nogle undersøgelser, som udover lægeundersøgelser også tæller CT-scanning, EKG og blodprøvetagning. Og indimellem er der en masse ventetid.

Klokken er derfor ca. 18:30, før en reservelæge endelig kommer ind og henter mig fra den stue, hvor jeg er blevet placeret sammen med et par andre patienter, der også afventer en afklaring.

Det kan undre, hvorfor hospitalet ikke har nogle små samtalerum, hvor lægen kan tale med sine patienter, men det har de altså ikke. Så reservelægen fører mig hen på en gang, hvor der stort set ikke er nogle mennesker. Her fortæller han mig omsider, hvad de har fundet frem til.

De mistænker, at jeg har fået en blodprop i hjernen. Det er ikke lige den besked, jeg forventer at få, da jeg jo har en formodning om, at det kan være sclerose. Ikke at det er bedre end en blodprop, men blodpropper er da kun noget, der rammer ældre mennesker? Åbenbart ikke må jeg konstatere.

Meldingen fra lægen er, at de vil indlægge mig, så de kan undersøge mig yderligere. Jeg tænker, at det er helt fint. Bedre at undersøge det grundigt for en sikkerheds skyld. Alvorligheden er dog stadig ikke gået op for mig.

Faktisk tager det ret lang tid, før jeg begynder at undre mig over min reaktion, da blodproppen ramte. Hvorfor reagerede jeg ikke med det samme? Havde jeg ikke været alene, var jeg med garanti røget afsted på hospitalet med blå blink, hvilket ville have været det eneste rigtige. Så hvorfor gik det ikke op for mig, at det her var helt skævt? Det har jeg ikke noget svar på.

Kira og Shani kan desværre ikke bede mig om at kontakte lægen.

Faktum er dog, at da jeg står overfor en indlæggelse på hospitalet, så ser jeg frem mod et forløb, der skal vise sig at blive meget mere kompliceret, end hvad nogen, inklusiv mig selv, tror. Hvad der videre sker kan du læse mere om i blogindlægget En trættende indlæggelse.