En trættende indlæggelse

Jeg bliver indlagt på hospitalet tirsdag aften den 8. november 2016 med mistanke om en blodprop i hjernen, også kaldet apopleksi. Du kan læse om, hvad der skete inden indlæggelsen i blogindlægget Da lynet ramte.

Hvis jeg var kommet på hospitalet kort efter, at jeg fik blodproppen, ville lægerne have givet mig medicin, der skulle opløse blodproppen (trombolysebehandling). Men den gives kun indenfor de første fire timer, og da der er gået fire dage, er det alt for sent. Flere procedurer, der normalt igangsættes, droppes også. Jeg bliver dog stadig opstartet med blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin, som er standard ved en blodprop.

Der er to andre på den hospitalsstue, som jeg kommer ind på. Med hovedet fuldt af tanker omkring, hvad det betyder, at jeg tilsyneladende har fået en blodprop i hjernen og med en masse ukendte lyde omkring mig, har jeg svært ved at falde i søvn. Det lykkes til sidst, men jeg bliver hurtigt vækket igen.

Den ene af de to andre på stuen skal nemlig med jævne mellemrum svare på spørgsmål, så sygeplejerskerne kan tjekke, at hun er okay. Det var en af de procedurer, jeg slap for. Jeg vågner selvfølgelig hver gang, hun bliver vækket, og snakken begynder.

Som om det ikke er nok, så er den anden på stuen en ældre dame, som skal have hjælp til stort set alt, hvilket indbefatter at skulle skiftes midt om natten under højlydte protester.

Hvem der bare kunne sove som Kira og Shani.

Så den første nat sover jeg ikke særlig meget.

MR-scanning, fysioterapeut og lægeundersøgelse

Onsdag bliver jeg sendt til MR-scanning. Jeg er aldrig blevet MR-scannet før og er spændt på, hvad det går ud på. En portør fører mig til røntgenrummet, hvor der står et stort monstrum af et apparat, som jeg skal ind i.

Jeg lægger mig på det smalle leje og får både ørepropper samt høreværn på. Derefter får jeg stukket en lille dims med en trykknap på i hånden. Den kan jeg trykke på, hvis jeg føler mig ubehageligt til mode. Jeg bliver herefter bedt om at ligge helt stille, da selv små bevægelser kan gøre scanningen ubrugelig.

Heldigvis lider jeg ikke af klaustrofobi, så det er ikke et problem for mig at blive ført ind i apparatet, hvor pladsen er trang. Scanningen begynder, og en øredøvende bankelyd trænger igennem ørepropper og høreværn. Lyden er meget voldsom.

Scanningen tager noget tid, og jeg vænner mig hurtigt til larmen fra apparatet. I stedet fokuserer jeg på min vejrtrækning. Jeg er i starten nervøs for overhovedet at trække vejret, fordi det jo ikke er muligt at ligge helt stille imens. Jeg kommer dog snart frem til, at scanneren umuligt kan være så sensitiv og koncentrerer mig i stedet om at trække vejret roligt.

Faktisk bliver jeg så afslappet, at jeg er tæt på at falde i søvn, mens jeg ligger i scanneren. Helt utroligt sådan som den larmer, men jeg havde jo heller ikke sovet meget om natten og føler mig pænt træt.

MR-scanner.

Da MR-scanningen er overstået bliver jeg ført tilbage til stuen, hvor jeg kort efter tilses af en fysioterapeut. Hun konstaterer, at jeg stadig trækker lidt til højre. Hun vil derfor se mig igen om torsdagen.

Jeg bliver efterfølgende tilset af en læge, der foretager en neurologisk undersøgelse, hvor det konstateres, at jeg stadig ser dobbelt, når jeg ser skråt opad og udad til højre. Lægen hører også min forklaring om, hvad der er sket. Jeg fortæller her både om min migræne, og om at jeg har familie med sclerose, da jeg stadig ikke er overbevist om, at det er en blodprop, jeg er blevet ramt af. Og så nævner jeg selvfølgelig også trætheden, som har lagt sig som en dyne over mig. Jeg får at vide at det er helt normalt.

Flere undersøgelser

Efter endnu en nat med meget lidt søvn, da mønsteret fra den første nat gentager sig, bliver jeg igen MR-scannet. Denne gang med kontrast, så lægerne kan få et tydeligere billede af min hjerne. Igen er jeg tæt på at falde i søvn undervejs. De højlydte bankelyde fra scanneren virker åbenbart søvndyssende på mig. Meget overraskende da jeg normalt ikke ligefrem bliver døsig af larm.

Senere da jeg ser fysioterapeuten, konstaterer hun, at jeg stort set ikke længere trækker til højre. Hun indstiller mig alligevel til genoptræning i kommunalt regi, da hun mener, der kan gøres noget ved min balance. Hun vil dog ikke se mig mere på hospitalet. Fint nok, da jeg heller ikke føler, det er nødvendigt.

En ny læge kommer forbi for at foretage en neurologisk undersøgelse, og jeg må igen forklare, hvad der er sket. Dobbeltsynet i højre side er uændret, men ellers virker alt fint bortset fra trætheden. Der er endnu ikke nogen endelig afklaring, så jeg skal blive på hospitalet endnu en dag.

Lumbalpunktur og hovedpine

Den tredje nat bliver betydeligt roligere, da den ældre dame er rykket væk, og den anden patient ikke længere skal vækkes om natten. Jeg sover dog stadig ikke særlig godt, selvom jeg er meget træt.

I løbet af formiddagen kommer den reservelæge forbi, som tirsdag aften fortalte mig, at de mistænkte, at jeg var ramt af en blodprop i hjernen. Igen får jeg foretaget en neurologisk undersøgelse, hvor mit dobbeltsyn til højre er uændret.

Pga. sclerosen i familien vil reservelægen foretage en lumbalpunktur efter vores samtale. Jeg skal også have foretaget en hjerteundersøgelse om mandagen, da den ene overlæge mener, det er relevant pga. min migræne.

Reservelægen fører mig til et andet rum, hvor jeg bliver bedt om at lægge mig på siden med krum ryg. Han stikker derefter en nål ind imellem mine nederste ryghvirvler, så han kan trække rygmarvsvæske ud. Han må dog opgive efter flere forsøg og henter en anden person, som har mere erfaring med at udføre en lumbalpunktur. Med hendes hjælp får de den nødvendige rygmarvsvæske ud. Det gør ikke voldsomt ondt, men er ret ubehageligt.

Efterfølgende får jeg lov at tage hjem på orlov i weekenden ligeså snart, de har fundet en såkaldt Holter, der er et apparat, som skal monitorere min hjerterytme i et par dage. Det er en kæmpe lettelse, at jeg må tage hjem, for nu kan jeg endelig sove ordentligt igennem.

Søndag begynder jeg at få hovedpine, der er værst, når jeg står op og ikke kan mærkes, når jeg ligger ned. Jeg blev ifm. lumbalpunkturen informeret om, at en ud af ti ville få sådan en hovedpine som bivirkning, og at koffein menes at kunne forebygge det. Med det held jeg har, skal jeg selvfølgelig rammes af postlumbalpunkturhovedpine.

Jeg drikker en masse kaffe, selvom jeg ikke er udpræget kaffedrikker og sørger for at ligge hele dagen på sofaen. Jeg mærker derfor ikke så meget til hovedpinen.

Det gør jeg til gengæld mandag morgen inden hjerteundersøgelsen. Turen til hospitalet, som foregår med det offentlige, er forfærdelig. Så da jeg kommer ind på afdelingen må jeg bede om at få en seng at ligge i, da jeg er rigtig skidt tilpas. Jeg bliver ført til en tom stue. Straks jeg ligger ned, får jeg det bedre.

Hjerteundersøgelse og indlæggelse

Da det er tid for hjerteundersøgelsen, bliver jeg kørt liggende ind til undersøgelsen. Jeg får at vide, at jeg skal have et ultralydsapparat ned gennem svælget, og jeg kan huske, at jeg bliver sprøjtet i halsen med noget bedøvende. Derefter ligger jeg mig ned.

Det næste jeg kan huske er, at jeg ligger udenfor undersøgelsesrummet. Jeg er åbenbart gået ud som et lys, inden undersøgelsen gik i gang. Måske meget godt så jeg undgik at mærke ultralydsapparatet i halsen, hvilket jeg er ret sikker på ikke ville have været rart trods bedøvelsen.

Tilbage på stuen bliver jeg tilset af endnu en læge, jeg ikke har set før. Da jeg ikke aner, hvad der er sket under hjerteundersøgelsen, fortæller han mig, at de har fundet et hul i hjertet. Det kommer fuldstændig bag på mig.

Pga. postlumbalpunkturhovedpinen bliver jeg indlagt efter hjerteundersøgelsen. Jeg er nødt til at ligge ned i sengen hele tiden, for hver gang jeg forsøger at hæve hovedet bare en lille smule, mærker jeg hovedpinen. Så det er kun ved toiletbesøg, at jeg forlader sengen. Og kun når jeg skal spise, at jeg løfter hovedet lidt op.

Ondt i ryggen

Tirsdag morgen er jeg helt ødelagt i ryggen, hvor især lænden driller. Jeg er født med skæv ryg, der snor både den ene og anden vej, så jeg får nemt ondt i ryggen. Madrassen jeg nu har ligget på i et døgns tid er ikke særlig god, og da min søster kigger forbi om morgenen bryder jeg nærmest sammen, da jeg slet ikke kan overskue, at jeg skal fortsætte med at ligge på den og derved få endnu mere ondt i ryggen. Det er slemt nok allerede.

Er misundelig på Kira og Shani, der kan ligge alle mulige steder uden at få ondt i ryggen.

Jeg snakker med sygeplejersken om det. Først er hun ikke særlig imødekommende og fortæller mig, at jeg altså ikke kan få en anden madras. Det hjælper ligesom ikke på situationen. Lidt senere har hun dog fået den idé at lægge en dyne ovenpå madrassen som en slags topmadras. Det gør en kæmpe forskel, og ryggen får det hurtigt bedre.

Et rend af forskellige læger

Næste gang en læge kommer forbi, er det igen en, jeg ikke har set før. Jeg er nu blevet tilset af 6-7 forskellige læger siden min indlæggelse en uge tidligere. Og hver gang skal jeg fortælle min historie på ny, hvilket er enormt trættende. Det er også meget forvirrende at skulle forholde sig til så mange forskellige læger, da jeg på ingen måde kan huske, hvad jeg har sagt til hvem.

Jeg spørger derfor, om jeg ikke kan blive tilset af de samme læger, så jeg kan få lidt mere ro på, og det bliver der heldigvis lyttet til. Herefter er det kun den ansvarshavende overlæge og en læge mere, som tilser mig.

Bedring og afklaring

Det går heldigvis bedre med hovedet, og onsdag kan jeg sidde halvvejs op.

Den ansvarshavende overlæge kommer forbi og fortæller mig, at de nu er ret sikre på, at jeg har fået en blodprop i hjernen, selvom de ikke kan sige det med 100% sikkerhed. Usikkerheden skyldes tilsyneladende, at jeg ikke kom ind på hospitalet med det samme. Hun viser mig dog MR-scanningsbilledet, hvor der er en tydelig hvid plet der, hvor jeg er ramt.

Hullet i hjertet er grunden til blodproppen. En blodklump fra hjertet er røget ud igennem hullet og ført via blodkar op i hjernen. Blodkarene i hjernen er mindre, så på et tidspunkt har den sat sig fast og er blevet til en blodprop.

Overlægen fortæller mig, at hullet i hjertet er medfødt. Normalt lukker det sig, når du bliver født, men ved hver fjerde sker det ikke. Da jeg hører det, tænker jeg umiddelbart, at så skulle en i familien jo rammes, da vi netop er fire i familien (mine forældre, min søster og mig). Og det blev så mig, der blev ramt.

For at undgå flere blodpropper skal hullet lukkes. Så jeg ser nu frem til en hjerteoperation oveni alt det andet. På dette tidspunkt tænker jeg dog bare, at så må det jo til, for jeg ønsker bestemt ikke at få flere blodpropper.

Dobbeltsynet til højre bliver ikke italesat, og der bliver ikke igangsat noget for at undersøge det nærmere.

Torsdag er hovedpinen væk og jeg kan igen gå normalt rundt. De beholder mig dog til fredag for en sikkerheds skyld, hvor jeg endelig bliver udskrevet med en forventning om, at jeg er kommet over blodproppen uden mén. Det skal dog vise sig at være en fejlvurdering, da det ikke-undersøgte dobbeltsyn kommer til at volde mig store problemer.

Synsproblematikken og hvad der videre sker, kan du læse om i blogindlægget Jeg kom over blodproppen, eller gjorde jeg?.