At blive gravid som hjerneskadet

I 2012 beslutter jeg mig for, at jeg vil forsøge at blive mor. Det skal vise sig at være meget sværere at blive gravid, end jeg tror, så da jeg i november 2016 bliver ramt af en blodprop i hjernen (læs om det i blogindlægget Da lynet ramte), er det endnu ikke lykkedes for mig at blive gravid trods flere forsøg. Pga. blodproppen er jeg nødt til at stoppe op. For er det overhovedet hensigtsmæssigt at få et barn?

Efter noget tid har jeg en snak med min læge om det. Og da min blodprop skyldtes et hul i hjertet og ikke problemer med kredsløbet, mener lægen heldigvis, at det er okay at fortsætte med projekt baby. Så det gør jeg. Og i november 2020, efter 8 års kamp for at blive gravid, får jeg endelig en positiv graviditetstest.

Endelig en positiv graviditetstest efter 8 års kamp.

Det bliver startskuddet til en lidt anderledes periode, hvor jeg både skal håndtere symptomer på min hjerneskade og min graviditet.

Kvalme, svimmelhed og vejrtrækningsproblemer

Siden november 2018 har jeg pga. min hjerneskade gået rundt med konstant kvalme og svimmelhed. I lange perioder har det ikke været så slemt, men helt væk er det aldrig gået. Allerede inden jeg får en positiv graviditetstest, bliver kvalmen og svimmelheden lidt værre. Og især den øgede kvalme fortsætter de næste mange uger.

Da jeg er vant til at have både kvalme og svimmelhed, er det ikke noget, jeg bliver voldsomt påvirket af, selvom det selvfølgelig er generende. Og jeg har da også dage, hvor jeg ikke er meget værd. Heldigvis kaster jeg på intet tidspunkt op, hvilket en del gravide jo ellers gør. Det er nu også yderst sjældent jeg generelt set gør det, så det er rigtig fint, at det mønster fortsætter.

I den sidste halvdel af november begynder jeg at have vejrtrækningsproblemer. Jeg mærker det især, når jeg er ude og gå længere ture. Det bliver jeg helt ærligt noget overrasket over, for jeg tænker, at det da først kommer, når maven er blevet stor. Men åbenbart ikke.

En forskrækkelse

De sidste dage af november har jeg udover en del kvalme også været ekstra træt. Den 1. december starter som normalt, men det bliver ikke ved. Klokken 9:55 får jeg et jag i venstre læg, som mister kraft, så jeg ikke kan støtte ordentligt på det. Der kommer også en summende fornemmelse.

Jeg bliver straks bekymret, da jeg ved, at øgede hormoner kan medføre blodpropper i benene, og med min historik, tør jeg ikke tage nogen chance. Så jeg ringer til min læge, hvor jeg straks får en akuttid. Da jeg ankommer til lægehuset, begynder det også at summe i hånden. Lægen, der undersøger mig, mener, at der rent faktisk kan være tale om en blodprop. Ikke i benet, men i hjernen.

Puha, tænker jeg. Ikke endnu en blodprop i hjernen!

Jeg bliver sendt med blå blink til Rigshospitalet og bliver ved ankomst kørt direkte ned i røntgenafdelingen, da de gerne vil MR-scanne mig. Da lægen hører, at jeg er gravid, bliver hun dog mere tilbageholdende, da de helst ikke vil MR-scanne gravide før efter 12. uge, og jeg er kun 6½ uger henne.

Lægen undersøger mig derfor noget mere, end hun nok ellers ville have gjort, hvis jeg ikke var gravid. Jeg skal bl.a. gå lidt rundt, og mit venstre ben gør ondt og giver nærmest efter under mig. Da lægen ikke mener, at smerterne stemmer overens med, at det skulle være en blodprop i hjernen, beslutter hun, at jeg ikke skal MR-scannes. Hun er dog usikker på, hvad der så kan være galt, så jeg bliver i første omgang indlagt til nærmere undersøgelser.

Jeg er selvfølgelig lettet over, at der ikke er tale om en ny blodprop i hjernen. Det ville jeg ikke kunne overskue. Jeg er dog bekymret over, hvad der så kan være i vejen.

Da jeg kommer op på stuen, får jeg taget blod- og urinprøve, og jeg får sat en masse ledninger på kroppen, så de kan følge puls, hjerterytme mv. Der er stadig en mulighed for, at det kan være en blodprop i benet, hvilket de i så fald vil kunne se på blodprøven.

Ligger på Rigshospitalet med en masse ledninger på.

Efter at have ligget et stykke tid, bemærker jeg, at benet ikke længere gør så ondt. Da jeg kort efter skal en tur på toilettet, begynder smerterne dog straks igen. Det mønster gentager sig. Så længe jeg ligger med benet oppe, kan jeg efterhånden knap mærke smerterne, men lige så snart jeg tager benet ned, kommer de igen. Det synes jeg godt nok er lidt spøjst.

Omkring aftensmadstid får jeg at vide, at blodprøven heldigvis ikke viser tegn på en blodprop. De har dog ikke nogen forklaring på, hvad der så kan være galt, da mine symptomer åbenbart er atypiske. Målingerne af puls, hjerterytme mv. viser ikke noget unormalt. Benet er på dette tidspunkt i klar bedring, og jeg kan igen støtte fint på det.

I forbindelse med min blodprop i hjernen i 2016 blev jeg indlagt på Herlev Hospital, så de sender mig dertil for yderligere undersøgelser.

Jeg ankommer med ambulance til Herlev sidst på aftenen og bliver indlagt på hospitalets apopleksiafdeling. Her bliver jeg behandlet, som om jeg lige har fået en blodprop i hjernen til trods for, at Rigshospitalet netop har afvist, at det er tilfældet. Det betyder, at jeg skal tilses hver 4. time. Også om natten.

Det gør bestemt ikke noget godt for nattesøvnen, og da jeg bliver vækket meget tidligt om morgenen d. 2. december, er jeg vist ikke særlig sød overfor personen, der skal tilse mig, da jeg er virkelig træt pga. den afbrudte søvn.

I forvejen sover jeg ikke særlig godt på hospitalet med så mange fremmede lyde fra medpatienter og øvrige omgivelser. Og jeg ved, at jeg risikerer at få migræne, hvis jeg ikke får sovet nok, så at blive vækket, når jeg endelig er faldet i søvn, er bare det sidste, jeg har lyst til. Det lykkes mig dog heldigvis at falde i søvn igen bagefter.

Da jeg vågner lidt hen på morgenen, da sygeplejersken kommer ind på stuen, viser det sig, at min frygt desværre er blevet til virkelighed. Jeg har fået migræne. Ikke en slem en, men alligevel.

Først ved 13-tiden kommer der en reservelæge forbi og tilser mig. Første melding er, at de vil MR-scanne mig for at prøve at finde ud af, hvad der har udløst symptomerne i mit ben, som i mellemtiden er blevet helt fint igen. Da lægen hører, at jeg har migræne, beslutter hun sig dog for at konferere med overlægen, hvilket tager noget tid.

Da reservelægen endelig vender tilbage, vil de alligevel ikke MR-scanne mig. De mener nu, at mine symptomer skyldes, at min aura i forbindelse med min migræne har ændret sig pga. min graviditet, selvom det ikke forklarer alle symptomer i mit ben. De vil derfor udskrive mig. Dog med en opfordring om at henvende mig, hvis jeg igen får samme symptomer i benet.

Jeg må indrømme, at jeg bliver noget overrasket over den melding og tænker, at det godt nok er noget af en søforklaring, da jeg normalt får aura kort inden migrænen sætter sig i hovedet og ikke næsten et døgn inden. Men da benet er helt normalt igen, og jeg derudover har det godt bortset fra en mild migræne, er jeg egentlig tilfreds med at få lov til at tage hjem.

Efterfølgende tænker jeg, at det måske i virkeligheden er stresssymptomer, jeg har været udsat for. Lige inden jeg blev gravid, var jeg nemlig flyttet til en ny lejlighed, og midt i november startede jeg på jobprøvning, så i månederne op til episoden med benet har jeg været voldsomt presset. Lægen nævner dog ikke stress med et eneste ord.

Hjerteblink

Den 7. december får jeg en tidlig ultralydsscanning af livmoderen. På dette tidspunkt skulle det være muligt både at se og høre hjertet banke, så jeg er ret spændt på at finde ud af, om det også gælder for mig og min lille baby.

Det gør det heldigvis.

Hjertet banker derudaf, og jeg kan både se det på scanningen og høre lyden af det. Virkelig vildt og fascinerende! Og super dejligt at få bekræftet, at der rent faktisk er liv i min mave.

Hjertet banker derudaf.

Det giver lidt ekstra ro på, selvom jeg efter så mange års kamp for at blive gravid stadig har svært ved at tro på, at der er en baby på vej i min mave. Jeg er dog begyndt at føle, at der er noget, som fylder i maven, så noget sker der derinde.

Udfordrende boligudbedring og en juleaften i fare

Kvalmen begynder at tage til og er nu ved at være ret generende. Heldigvis kaster jeg stadig ikke op, men kvalmen har stor indflydelse på mit velbefindende i løbet af dagen. Jeg er også mere træt end tidligere, så energiniveauet er lavt.

Da jeg i oktober flyttede ind i min nye lejlighed og i den forbindelse skrev en lang fejl- og mangelliste, skal der håndværkere ind og udbedre nogle af disse fejl. De skal ind i alle rum og vil komme kort før jul.

Jeg har rigtig mange ting, da jeg er flyttet fra en bolig, der var mere end dobbelt så stor, så der står ting overalt. Derfor forsøger jeg at få håndværkerne til at komme ad flere omgange, så jeg kan rykke rundt på tingene, og de kan komme til alle de steder, de gerne vil. Det er der ikke lydhørhed for, så jeg må i stedet flytte så mange ting ud på altan og opgang som muligt, og så må de udbedre der, hvor jeg når at rydde.

Heldigvis er jeg blevet hjemsendt fra min jobprøvning pga. coronarestriktioner, så jeg har lidt ekstra tid til at få flyttet tingene. Med mit lave energiniveau er jeg dog stadig ret udfordret med at nå at få gjort plads til håndværkerne, da der skal ryddes rigtig mange steder.

Som gravid må jeg egentlig ikke bære på særlig meget, men det bliver jeg nødt til, da jeg ikke har nogen, der kan hjælpe mig med at flytte tingene. Jeg forsøger at gøre det så gelinde som muligt, men får alligevel båret på lidt for meget, hvilket et par gange kan mærkes i maven. Heldigvis er babyen hårdfør, og der sker ikke noget.

Min hjerne er til gengæld ikke helt så glad, da jeg er nødt til at være i gang lidt for lang tid ad gangen for at nå at flytte så meget som muligt, inden håndværkerne kommer. Jeg bliver derfor hjernetræt, og i dagene efter håndværkernes besøg lægger jeg mig med migræne.

Migrænen vil ikke gå væk, så jeg er bekymret for, om jeg er i stand til at holde juleaften med familien, da julen kommer nærmere og nærmere. Heldigvis beslutter migrænen sig for at fortrække præcis den 24. december, hvor jeg endelig vågner frisk op. Så jeg kan fejre jul uden de store gener fra hverken graviditet eller hjerneskade.

Det fortsætter de næste par uger, og jeg tænker, at det fra nu af sikkert bliver, som før jeg blev gravid, da fx graviditetskvalme ofte stopper omkring uge 12, som jeg er tæt på. Det skal dog vise sig, at jeg tager fejl, og at perioden med milde symptomer bliver kort. Læs mere om det i blogindlægget Gravid og hjerneskadet med hjerteproblemer.