Jeg kom over blodproppen, eller gjorde jeg?

Efter at være ramt af en blodprop i hjernen bliver jeg udskrevet fra hospitalet efter elleve dages indlæggelse. Du kan læse om, da blodproppen ramte i blogindlægget Da lynet ramte og om indlæggelsen i blogindlægget En trættende indlæggelse.

Jeg er stadig træt, men har en forventning om, at alt bliver normalt igen, for det er det indtryk, jeg har fået fra hospitalet. Jeg skal bare lige igennem lidt genoptræning af min balance og en hjerteoperation, så jeg kan få lukket hullet i hjertet, som var skyld i blodproppen, og derved undgå flere blodpropper.

Vel hjemme igen starter jeg derfor straks med at arbejde igen, da der er travlhed op til jul i det bureau, som jeg arbejder freelance for. Og da jeg kan sidde derhjemme i sofaen med min computer og arbejde, går det fint nok, selvom jeg godt kan mærke den øgede træthed.

Genoptræning

I slutningen af november 2016 skal jeg opstarte genoptræning af min balance på det lokale sundhedscenter. Da jeg tager afsted til første aftale med fysioterapeuten, må jeg indrømme, at jeg synes, det er lidt tåbeligt, da balancen, efter min vurdering, er helt normal igen.

Efter en grundig undersøgelse vurderer fysioterapeuten, at der stadig er en smule ved min balance, der kan rettes op. Fint nok, hvis det er hans vurdering. Jeg har jo egentlig også haft besvær med at stå på et ben og tage strømper på, så måske han har ret i, at balancen ikke er helt okay endnu. Jeg opstarter derfor et genoptræningsforløb, der dog bliver forholdsvist kort.

Jeg bliver ikke tilbudt genoptræning af andet end min balance, og på dette tidspunkt, hvor jeg tror, jeg er kommet godt over blodproppen, tænker jeg, at det er fint nok.

Opfølgning på hospitalet

Hospitalet har ikke sluppet mig helt, da de udskrev mig efter min indlæggelse. Jeg skal derfor til en række undersøgelser og kontroller.

Den første er en MR-scanning af rygsøjlen. Efter to MR-scanninger under min indlæggelse kender jeg efterhånden den undersøgelse godt. Jeg tager det derfor ganske roligt, og undersøgelsen går da også rigtig fint. Den øredøvende larm, som kommer fra scanneren, generer mig heller ikke denne gang. Faktisk føler jeg, der er noget beroligende i de rytmiske lyde, og endnu engang er jeg ved at falde i søvn undervejs.

MR-scanner.

Det næste er en neuropsykologisk undersøgelse, hvor det er meningen, at jeg skal have en samtale med en neuropsykolog og derefter udføre en række opgaver i hukommelse og koncentrationsevne. Da jeg allerede er i gang med at arbejde igen, og det virker til at gå godt, vurderer neuropsykologen, at det er unødvendigt med opgaverne, så det bliver udelukkende til en samtale.

Samtalen finder sted præcis en uge før min hjerteoperation, og det præger min mentale tilstand, da jeg er urolig for operationen. Jeg synes absolut ikke, det er rart, at en læge skal ind og rode i mit hjerte. På trods af at jeg fortæller neuropsykologen om denne utryghed, konkluderer hun alligevel, at jeg er depressiv.

Jeg har tidligere haft en depression, så jeg ved derfor, at det ikke er tilfældet. Efter et besøg hos min læge giver hun mig ret. Men det står nu i min journal, hvilket skal vise sig at ramme mig på et senere tidspunkt. Mere om det i et senere blogindlæg.

Der kommer efterfølgende en kontrol mere, hvor jeg bl.a. får målt blodtryk og får nogle gode råd til, hvordan jeg skal forholde mig, hvis der kommer nye symptomer. Jeg får her besked om, at jeg skal ringe 112, hvis jeg igen oplever dobbeltsyn og manglende balance. En viden det skal vise sig, at jeg kommer til at gøre brug af. Dog ikke indenfor den nærmeste tid.

Hjerteoperation

Lukningen af det hul i hjertet, som var skyld i min blodprop, sker ved at føre en slags paraply op igennem lysken, som så slås ud foran hullet, så det bliver lukket til. Det er en standardoperation som de er rigtig gode til at udføre på Rigshospitalet.

Da datoen for min hjerteoperation nærmer sig, begynder jeg alligevel at blive mere og mere bekymret. Selvom min far, der har fået foretaget en ballonudvidelse, som også skete igennem lysken, forsøger at berolige mig, så hjælper det ikke rigtig. Det kan jo gå galt. Det står højt og tydeligt i de papirer, jeg har fået tilsendt om operationen.

Det er derfor med uro i maven, at jeg den 3. januar 2017 møder til en samtale om operationen. Jeg tænker, at formålet med samtalen er at gøre mig tryg ved det indgreb, der skal foretages, men faktisk sker det modsatte. For den læge, jeg taler med, er godt nok ikke god til at kommunikere. Så da jeg går derfra, er jeg endnu mere bekymret, end da jeg kom. Jeg har bestemt ikke lyst til, at netop den læge skal have noget som helst med mit hjerte at gøre.

To dage senere møder jeg ind på Rigshospitalet med bange anelser. Heldigvis viser det sig, at det er en helt anden læge, end ham jeg talte med, der skal operere mig. Faktisk er han en, der er vant til at operere på børn. Han er rigtig rar og god at tale med, så med det samme får jeg mere ro i maven.

Selve operationen forløber fint, og hele vejen igennem føler jeg mig i trygge hænder. Jeg er vågen og kan ligge og følge med i, hvad der sker på en stor skærm, som lægerne bruger til at navigere efter, så de kan få placeret paraplyen korrekt. Ret vildt at se den blive ført op igennem lysken og sat på plads foran hullet i hjertet. Alt går som det skal, og allerede dagen efter operationen bliver jeg udskrevet.

Paraplyen, som lukker hullet i hjertet. Kilde: Rigshospitalets information om PFO-lukning.

Som min far fortalte mig, var det ikke en slem operation. Det var ikke fordi, jeg ikke troede på ham. Jeg havde bare behov for at mærke det på egen krop.

Har jeg alligevel fået senfølger?

Efter min hjerteoperation er jeg fortsat træt, men jeg tænker, at det vel er meget normalt efter en operation. Trætheden går dog ikke væk. Jeg har ikke særlig mange freelanceopgaver, så det er ikke derfor, jeg føler mig udmattet.

Under min indlæggelse på hospitalet i november fik jeg konstant at vide, at det var normalt at være træt efter en blodprop i hjernen. Jeg begynder derfor at tænke, om det stadig er den, der er skyld i trætheden, og i så fald hvor lang tid jeg mon skal være træt?

Kort efter jeg er stoppet med genoptræningen af min balance, begynder jeg at lægge mærke til et nyt symptom, jeg ikke har haft før. Jeg står en dag og vasker gulerødder under vandhanen og må kigge væk, da jeg får kvalme af at kigge på de hurtige frem og tilbage bevægelser.

Jeg har ikke tidligere oplevet, at det skulle være et problem, men jeg begynder at se, at mønsteret gentager sig. Når jeg ser på noget, der bevæger sig hurtigt, bliver jeg dårlig. Fx kan jeg ikke længere holde ud at kigge ud af vinduet, når jeg kører i tog, da jeg får kvalme af at se på landskabet, der passerer hurtigt forbi. Især hvis der er træer eller andet tæt på toget.

Jeg husker nu, at jeg på hospitalet fik at vide, at det var meget normalt, at senfølger efter en blodprop i hjernen kommer efter 4-6 måneder. Og på nuværende tidspunkt er der gået knap 4 måneder. Jeg begynder derfor at blive bekymret for, at jeg alligevel ikke er sluppet fra blodproppen uden mén.

Indtil nu har jeg bare tænkt, at når der var et eller andet symptom, så var det fordi jeg var træt. Jeg begynder dog at overveje, om der måske alligevel har været andre symptomer, men at jeg ikke for alvor har lagt mærke til dem, fordi jeg har tænkt, at det var træthed. Hospitalet gjorde jo så meget ud af, at det var normalt og helt okay at føle sig træt, så måske har jeg placeret alt under det?

Jeg ved det ikke, men det er bestemt muligt. Jeg konstaterer i hvert fald nu, at der helt sikkert er andre symptomer end træthed. Det lader umiddelbart til, at det har med synet at gøre. Der skal dog gå noget tid, før jeg når frem til den konklusion. Det kan du læse mere om i et senere blogindlæg.