Et lille liv kommer til verden

Jeg nærmer mig hastigt min termin. Du kan læse om, hvad der skete, da jeg blev gravid og frem til nu i blogindlæggene At blive gravid som hjerneskadet og Gravid og hjerneskadet med hjerteproblemer.

Min igangsættelse er planlagt til dagen før min termin. Halvanden uges tid inden begynder jeg at få, hvad der minder om menstruationssmerter. Så vidt jeg kan forstå, er det tegn på, at min krop så småt er begyndt af forberede sig på min fødsel. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Hvis jeg ikke når at føde inden datoen for min igangsættelse, bør det i hvert fald betyde, at det er muligt at sætte mig i gang, hvorved et planlagt kejsersnit kan undgås.

Selvom jeg er højgravid, kan jeg stadig bevæge mig rundt uden de store problemer, så jeg fortsætter med at gå ture, selvom tempoet selvsagt er lidt lavere, end før jeg blev gravid. Jeg holder dog fast i motionen, for jeg vil gerne være bedst muligt forberedt til en almindelig fødsel, som jeg jo stadig håber på. Der er dog stadig ingen tegn på en snarlig fødsel udover murren i underlivet.

Dagen før, jeg skal møde på hospitalet til igangsættelse, er sidste chance for at gå en tur, og jeg går i knap en time. Jeg er begyndt at få sommerfugle i maven. Selvom jeg har deltaget i to online forberedelseskurser og har snakket forløbet igennem med min jordemoder, så ved jeg jo rent faktisk ikke, hvad det er, jeg går ind til, så det er egentlig meget rart lige at få luftet både ben og hoved.

Igangsættelse

Efter en urolig nat kører min søster mig til hospitalet om morgenen fredag den 23. juli 2021. På grund af min hjerneskade har både læge og jordemoder vurderet, at det vil være bedst, hvis jeg kan blive indkvarteret på en enestue. Det er dog kun muligt, hvis der er stuer nok til det. Det er der heldigvis.

Jeg bliver undersøgt grundigt af en jordemoder. Babyen ligger fint med hovedet nede i mit bækken. Min livmoderhals er to cm, hvilket jordemoderen vurderer er fint til igangsættelse. Så foreløbig ingen tale om kejsersnit.

Inden fødslen sættes i gang skal jeg i ca. 30 minutter ligge med et bælte til at måle min babys hjertelyd. Heldigvis er den fin, og jeg opstartes med piller, der skal modne livmoderhalsen. Jeg skal tage en pille hveranden time og får at vide, at babyens hjertelyd skal måles hver fjerde time.

Jeg bliver lidt søsyg af pillerne, men derudover synes jeg ikke, jeg bliver påvirket af dem. Til gengæld får jeg flere og flere plukkeveer. De begynder at komme i et fast mønster et stykke tid efter indtagelse af en pille.

Det viser sig, at babyens hjertelyd alligevel ikke skal måles hver fjerde time, men kun en gang om dagen. Jeg kan derfor gøre, hvad jeg vil resten af dagen, så længe jeg husker at tage mine piller, og jeg får bl.a. set OL åbningsceremonien på min medbragte computer. Jeg skal ikke tage piller i løbet af natten, og jeg sover rimeligt trods flere opvågninger.

Dagen efter bliver jeg og min babys hjertelyd undersøgt igen. Alt er fint. Livmoderhalsen er nu 1,5 cm, så pillerne virker. Jeg begynder på en ny portion piller, som igen skal tages hveranden time. De menstruationslignende smerter tager til. Plukkeveerne strammer også mere op. Og mønsteret fra i går, hvor det er værst et stykke tid efter indtagelse af en pille, gentager sig.

Du har veer

Først på aftenen begynder jeg at få lidt ømhed i min lænd. Er det mon fortegn til veer? Jeg ved det ikke, men tænker dog, at der næppe er ved at ske noget nu.

Lidt senere på aftenen får jeg igen målt min babys hjertelyd. Alt ser stadig fint ud og jordemorderen fortæller mig, at jeg har veer. Okay så. Selvom jeg lidt tidligere tænkte, at de måske var på vej, så havde jeg ikke lige fanget, at de rent faktisk var begyndt, for det gør ikke rigtig ondt. Jeg havde fået opfattelsen af, at veer til forskel fra plukkeveer gør ondt, men åbenbart ikke hos mig.

Når jeg nu har veer, kan jeg regne ud, at der nok snart kommer til at ske noget. Jeg har også fået at vide, at jeg skal undlade at tage den sidste pille, som jeg ellers mangler, så jordemoderen tror åbenbart også, at der snart sker noget. Jeg går derfor i bad, så jeg er klar, hvis jeg skal til at føde.

Jeg lægger mig derefter til at sove og når at sove i en halv times tid, før jeg bliver vækket af aktivitet på gangen. Kvinden på nabostuen kaster åbenbart op i stride strømme, hvorfor hun bevæger sig frem og tilbage imellem stuen og toilettet, som ligger overfor min stue.
Det står på i noget tid, og jeg falder ikke i søvn igen. Mine veer er nemlig begyndt at gøre ondt. Jeg forsøger at distrahere fra det, men det er svært.

Der er vist ved at ske noget

Efter et par timer, hvor jeg har forsøgt at falde i søvn på trods af smerterne fra veerne, må jeg til sidst erkende, at det nok er bedst at kalde på hjælp. Det bliver hurtigt besluttet, at babyens hjertelyd skal undersøges, og at jeg skal undersøges for at finde ud af, om jeg har åbnet mig.

Det har jeg ikke. Så konklusionen er, at der ikke kommer til at ske noget lige foreløbig. Min baby har det fint, så jeg får bare besked på, at jeg må prøve at sove. Jeg bliver tilbudt både noget smertestillende og en sovepille samt en varmedunk til at lægge på maven. Jeg siger ja tak til det hele med håb om, at jeg kan få sovet bare lidt.

Jeg er lidt skeptisk overfor varmedunken, men den er faktisk rigtig rar at have liggende på maven. Sovepillen virker dog ikke, og da veerne nu kommer mere regelmæssigt og gør pænt ondt, lykkes det ikke for mig at falde i søvn.

Du må ikke presse!

Jeg er pænt træt, da en jordemoderstuderende kommer for at vække mig. Veerne har holdt mig vågen hele natten, så jeg har ikke sovet siden den halve times tid omkring midnat.

Jeg får morgenmad og må undervejs holde flere pauser, da veerne gør rigtig ondt nu. Det er, som om de ligesom har taget over, og jeg kan ikke rigtig styre dem. De er dog stadig ikke helt regelmæssige, og der er også for langt imellem dem til, at jeg tænker, at der for alvor er ved at ske noget.

Der tager jeg så åbenbart fejl. For da den jordemoderstuderende kommer ind for at se til mig midt på formiddagen, får hun straks et bekymret udtryk i ansigtet. Hun spørger mig, om jeg presser. Det kan jeg faktisk ikke svare på, for jeg følger ligesom bare med min krop, som spænder ret meget op, når der kommer en ve.

”Du må ikke presse!” siger hun gentagne gange til mig.

Hvis det er det, jeg gør, så kan jeg ligesom ikke lade være, og det siger jeg til hende. Hun beslutter derfor hurtigt, at hun hellere må kontakte fødselsafsnittet. Jeg kan forstå, at fødslen vist er gået igang, så jeg beder min niece, som skal være med til fødslen, om at komme til hospitalet. Hun står stand-by, da jeg allerede aftenen før informerede hende om, at der måske snart ville ske noget.

Det går lidt for stærkt

Inde på fødestuen kommer jeg hurtigt op på briksen. Mine veer er meget kraftige nu, og jeg har svært ved at være i dem. Der er ikke længere nogen tvivl om, at det er presseveer. Jordemoderen forsøger at hjælpe mig med at trække vejret, så presseveerne bliver knap så slemme. Jeg synes dog ikke, at jeg kan mærke den store forskel. De er stadig meget voldsomme.

Vandet går samtidig med en presseve, og da jeg siger det til jordemoderen, svarer hun, som om hun nærmest ikke har opdaget det. Det har hun jo nok, men det er ikke det, hun har fokus på. Hun synes tydeligvis også, at mine presseveer er lige vel voldsomme. Især fordi jeg slet ikke er nok åben. Hun foreslår derfor hurtigt, at jeg får en epiduralblokade.

Til min sidste lægesamtale inden fødslen aftalte vi, at for at forebygge at jeg bliver hjernetræt, så vil de hurtigere sætte ind med en epiduralblokade. Jeg tænker derfor, at jordemoderen mener, at det er det bedste i situationen, siden hun foreslår, at jeg får den nu, hvorfor jeg siger ja til den.

Hurtigt efter kommer der en mand og lægger epiduralblokaden. Det tager lidt tid, da han må holde pause hver gang, jeg får en presseve. Han får den dog lagt, og straks efter stopper presseveerne.

Jeg kan efterfølgende forstå, at han har været ret hurtig til at lægge den. Jordemoderen forklarer også, at hvis vi havde fortsat uden blokaden, så ville jeg nok have født hurtigt, men jeg ville sandsynligvis være gået meget i stykker, og min baby ville måske også have fået men af det. Nu har vi begge mulighed for at komme ordentlig med i hele processen.

En eftermiddag går

Med epiduralblokaden er fødslen sat i stå. Det er noget af en forandring fra den voldsomme tilstand med presseveer til, at der nu ikke rigtig sker noget. Veerne er der stadig, men de er ikke særlig kraftige, og jeg kan faktisk ikke længere mærke dem. Vi venter nu på, at jeg skal åbne mig ordentligt. Så tiden går med at snakke med min niece.

Sidst på eftermiddagen har jeg åbnet mig så meget, at jordemoderen beslutter at sætte vedrop for at få gang i fødslen igen. Det går fint nok i starten, og jeg begynder at kunne mærke veerne mere.

Jeg koncentrerer mig om en ve.

Min baby har elektroder på, så jordemoderen kan holde øje med tilstanden, og da hun skruer op for vedroppet, begynder kurverne at blive dårlige. Det er ikke et godt tegn, så hun stopper derfor vedroppet og giver mig ilt. Det hjælper på kurverne, som igen bliver fine.

Jeg må efterfølgende vente noget tid, før vedroppet bliver sat igen.

Min baby vil ikke ud

Efter et jordemoderskift først på aftenen er der igen tale om at sætte vedrop. Min babys kurver bliver dog af og til dårlige, så den nye jordemoder er lidt bekymret. Jeg får derfor ilt flere gange for at stabilisere kurverne, og tidspunktet for igangsættelse af vedroppet udskydes flere gange.

Til sidst bliver det dog besluttet, at nu skal det være. Jeg skal bare lige vente på, at den vagthavende læge er færdig med en operation, så hun og hendes hold kan stå parate, hvis fødslen ikke går som tiltænkt.

Efter yderligere en halv times tid bliver vedroppet endelig sat i gang igen, og mønsteret fra sidst gentager sig, da der bliver skruet op for det. Mine veer tager til og min babys kurver bliver dårlige. Jeg er dog nu så åben, at babyen skal ud.

Jeg får en masse ilt, mens veerne tiltager og bliver til presseveer. De bliver kraftigere og kraftigere, men føles helt anderledes nu, hvor jeg ikke kan mærke smerten. Jeg kan derfor bedre fokusere på at presse, når jeg får besked på det.

Min baby vil dog ikke ud, så lægen bliver tilkaldt. Det viser sig at være den læge, som jeg har gået hos under min graviditet. Ret trygt, at det er en, jeg kender, der skal forløse babyen.

Lægen begynder at tale om kejsersnit, men hun beslutter, at de først skal prøve at få min baby ud med sugekop. Det er jeg helt med på, da jeg meget gerne vil undgå kejsersnit, nu jeg er nået så langt. Sugekoppen bliver sat ind på babyens hoved, og jeg presser alt hvad jeg kan. Efter tre træk kommer min baby ud. Klokken er 23:36 søndag den 25. juli 2021.

Jeg ved ikke på forhånd, om det er en dreng eller en pige, da jeg har valgt ikke at ville vide det før fødslen. Jeg spørger derfor, hvad det blev. Lægen løfter min nyfødte baby op til mig, og jeg kan se, at det er en pige.

Mig og min nyfødte datter.

Hun kommer op og ligge på mit bryst, og jeg kan ikke andet end at se forundret på det lille væsen, der ligger hos mig. Efter otte års kamp for at blive gravid og ni måneders venten, mens hun voksede inde i min mave, er jeg nu blevet mor til den fineste, lille pige. Hun er velskabt og fuldstændig, som hun skal være. Og jeg er lykkelig.